Plantefarvning: Indigo

Plantefarvning: Indigo

Årets sidste måned er igang, dagen er mere mørk end lys, og det er højsæson for indendørs hygge.

Jeg har strikket huer og halvhandsker de sidste måneder både af lyst og af nød. Af nød fordi efteråret lige pludselig kom snigende og mine hjemmestrikkede yndlingsaccessories på mystisk vis er forsvundet.. Af lyst fordi det bare er fedt med hurtige projekter nogle gange. Tre huer og halvandet par halvhandsker er det blevet til. Noget af det er strikket i mit eget plantefarvede garn.

Det er ret fantastisk at strikke med hjemmefarvet garn, synes jeg. Det er en lækker følelse at være med i en større del af processen og have sat sit eget aftryk i garnet.

Det var egentlig også farvning, jeg ville skrive om 🙂

En halvmørk novemberdag brugte jeg nemlig en stor del af dagen i gården, hvor jeg farvede med indigo. Det er virkelig sjovt! Farvegryden tiltrak folk på samme måde som et bål altid gør, og alle blev fascinerede af den næsten magiske proces, når garnet trækkes grønt op af gryden og gradvist forvandles til blåt. Det er næsten altid fedt at arbejde udendørs, synes jeg, og den der følelse af brændende, røde kinder efter sådan en dag er skøn! Desværre er jeg ikke altid så god til at lave projekter ude i vinterhalvåret. Det må jeg lave om på!

Det aller sjoveste ved indigofarvning er næsten at overfarve garn, der i første omgang er farvet med andre farver. Der kommer de lækreste farvespil og nye nuancer frem, som ikke kan bestemmes på forhånd. Selvfølgelig har jeg en forventning om, hvilken farve garnet ender med at have, når jeg farver, men der er så mange ting, der påvirker processen, at resultatet alligevel kan blive meget forskelligt.

For nyligt farvede jeg fx med kraprod i to forskellige farvebade med et par ugers mellemrum. Kraproden kom fra samme pose, men de rødlige nuancer blev forskellige. Det var som om, de blev mere varme i anden omgang, selvom jeg holdt et skarpt øje på temperaturen, som er én af de faktorer, der spiller ind.

Det uforudsigelige og spontane er med til at gøre farveprocessen til noget særligt.

En af mine naboer havde sit kamera med og tog en stribe billeder, som I kan se her:

Foto: Lars Vibild – Tusind tak!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *