På pindene lige nu: September

På pindene lige nu: September

Jeg er kommet ind i en stime af uafsluttede projekter, hvor der hele tiden kommer nye til.

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg går død i mine projekter, for alt hvad jeg har på pindene er gode designs, lækre garnkvaliteter og modeller, jeg gerne vil bruge, når de er færdige. Måske har det at gøre med den løbende inspiration, der hele tiden strømmer ind over mig.

I september har jeg været til workshop med blomstertryk hos Københavns Plantefarveri. Det var en rigtig fin oplevelse med godt udbytte og i selskab med søde mennesker. Vi brugte friske, tørrede og halvslatne blomster og blade til at trykke på silke og bejdset bomuld. Det var en virkelig sjov proces, og resultaterne blev fine! Jeg har helt klart lyst til at lave mere herhjemme, men jeg skal lige finde timerne til det. Det kommer jeg forhåbentlig til at skrive mere om.

Jeg var også til Knitwork strikkefestival her i København i sidste weekend. Jeg havde hyggeligt følgeskab af min søster, og vi gik og klappede garn i timevis, mens ideerne kom rullende ind over os og vi sludrede løs. Jeg holdt mig i skindet og købte kun et par fed garn hos WOOLapyk, som laver rigtig fint håndfarvet garn! To bundter merino som nok skal blive forvandlet til gode ting på et tidspunkt.

Jeg er ret stolt over mine begrænsede indkøb, for der var mange fristelser, men jeg er jo dybest set ved at drukne i garn… Især efter jeg selv er begyndt at farve!

Tilbage til hvad jeg har på pindene:

Shetland Cowl (eller halsrør om man vil) – som også var på listen sidste måned.

Pippi kjolebluse – endnu en gentagelse fra sidste måned…

Yogastrømper – ikke rigtig på pindene faktisk. Den ene er færdig og den anden er ikke i gang endnu..

Stifinder Sjal – et nyt projekt i tofarvet patent, som jeg har kastet min kærlighed på. Design og opskrift af Skyggeskjul Design. Jeg skulle lige lære teknikken, som jeg har taget tilløb til længe, og som viste sig at være nemmere end forventet. Jeg skal bare sørge for ikke at lave nogle fejl, for så er jeg lost! Jeg strikker i 1 tråd af min egen plantefarvede valnød/indigo alpaka og 1 tråd skotsk lammeuld fra (G)uld. Det bliver flot! Det kræver tålmodighed, men jeg nyder processen!

Dukkekjole – Måske en lille advents- eller julegave til min datter. Opskriften (som er gratis) faldt jeg over på bloggen Tusindfryd.

Hæklede blomster – Pynt til min cykel!

Jeg har accepteret, at Shetland kommer til at tage lang tid. Jeg strikker på det i perioder og ind imellem, ligger det stille i lang tid. Pippi SKAL være færdig snart! Jeg må sætte mig en deadline… Jeg tror, motivationen er dalet, fordi jeg ikke bliver helt tilfreds med resultatet. Du må vi se, når de sidste detaljer er gjort færdig, og den er presset.

På farvefronten har jeg plantefarvet noget økologisk bomuldstof med egeblade, bark og et par agern. Farven blev lækker – og helt anderledes, end jeg havde regnet med. Magi i emaljegryden! Det bliver forhåbentlig til flere Bento Bags en skønne dag.

God strikkelyst og tak fordi du læser med!

Blomstertryk på silke. Samme silkeprøve, hvor den ene halvdel er fordunklet i jernvand.
Stifinder Sjal undervejs!
Økobomuld farvet med egeblade, bark og agern.

2 Replies to “På pindene lige nu: September”

  1. Ihh, du har gang i mange spændende ting og jeg vil glæde mig til at se dit stifinder sjal færdigt. Her ryddes der også op i strikkekurven. Mange ender venter på at blive hæftet på de tæpper, der ligger deri. Fik dog en færdig forleden, som er strikket i plantefarvet garn. Den blev bare lækker, synes jeg da selv 🙂

    1. Jeg glæder mig også til at se det færdige Stifinder sjal. Det er virkelig et fint og enkelt design! Det lyder lækkert med et tæppe i plantefarvet garn – og skønt at få færdiggjort noget engang i mellem 🙂 God arbejdslyst med resten af strikkekurven!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *