Plantefarvning: Porse

Plantefarvning: Porse

For et stykke tid siden farvede jeg garn med porse, som jeg plukkede i sommerferien på Thy.

Jeg er blevet helt bidt af plantefarvning og jeg tror, det skyldes både processen, resultatet og historierne, der knytter sig til garnet.

Mit porsegarn er et godt eksempel.

Garnets farvehistorie startede allerede i ferien på en tur i Nationalpark Thy, hvor vi fandt et smuk sted med masser af porse. Den velduftende plante kom med hjem i følgeskab med økologisk uldgarn, som jeg havde købt under vores besøg hos Thy Lam dagen forinden.

Jeg synes, det var oplagt at farve garnet fra Thy med den lokale porse. Fårene, der har givet garnet, har formenligt spist masser af porse, når de har græsset på heden. Det er ret hyggeligt at tænke på.

Selve farveprocessen foregik i køkkenet hjemme på Nørrebro, og hele lejligheden blev indhyllet i den lækre, krydrede porseduft, som trak en bid af Thy med ind i hverdagen på stenbroen.

Jeg er virkelig fan af den langsomme farveproces. Den fylder mig med ro og sætter tankerne fri til at flyve, hvorhen de vil. På én gang er farvning så håndgribelig og samtidig så ukontrolleret. Det kræver nærvær at farve, men resultatet lever sit eget liv.

Jeg blev meget begejstret over den farve porsen gav og kunne se, at der stadig var masser af farve i farvebadet. Derfor fandt jeg lidt ekstra restegarn i gemmerne til 2. farvebad. Garnet fik følgeskab af et par stofbleer, som jeg efterfølgende syede om til to små bento-bags.

Især 1. farvebad gav den lækreste varme farve, som jeg næsten synes, man kan fornemme den krydrede porseduft i. Jeg ved endnu ikke, hvad garnet skal forvandles til. Måske et tørklæde til mig selv eller en vest til min yngste søn.. Vi får se. Garnets historie er jo stadig ung.

Bag på bandarolen fra ThyLam garnet står der:

“- og det du laver af ulden får en historie,

der rækker endnu længere bagud end al det arbejde,

du lægger i det…”

Det synes jeg er meget fint. Ingen masseproduktion her, bare ren god karma!

Tak, fordi du læser med!

Tv. økould fra Thy Lam 1. farvebad. Th. merino/nylon fra Sandnes Garn 2. farvebad

5 Replies to “Plantefarvning: Porse”

    1. Det er dejligt, at du læser med! Plantefarvning er vist kommet for at blive i mit liv 🙂 Også god weekend til dig.

      1. Kan godt forstå du tager plantefarvningen ind i dit liv. Har det på samme måde. Tog en pause på nogle år, men nu er gryderne igang igen. Det fine er, at der kan tørres planter til senere brug. Vinterfarvebad 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *