Hæklede sløjfer – et godt begynderprojekt

Hæklede sløjfer – et godt begynderprojekt

Mit strikkeri har den seneste uge været præget af hold i nakken. Jeg lavede en lille bitte forkert bevægelse en morgen og har siden haft svært ved at strikke. Heldigvis går det bedre, for jeg har efterhånden kraftige strikkeabstinenser!

Jeg er afhængig af den ro, det giver mig at strikke. Hændernes arbejde der overtager hjernens aktiviteter for en stund. Fordybelsen som ellers er flygtig i et familieliv med fire børn – og måske i et moderne liv i det hele taget?

Strikning er bare godt for sjælen!

Det eneste jeg har lavet siden sidst er et par små hæklede sløjfer, som min datter skal have i håret, når vi skal til fest i weekenden. Jeg havde faktisk tænkt at hækle ens butterfly til drengene, men det blev det altså ikke lige til pga. nakken.

For nogle år siden hæklede jeg butterfly til børnene, og jeg synes, det er så simpelt og fint! Det er præcis samme fremgangsmåde, når man hækler sløjfer, kun størrelsen er anderledes.

Hæklede sløjfer er et rigtig godt begynderprojekt, fordi det er nemt!

Herunder følger en kort beskrivelse af processen, men har du brug for mere detaljeret guidning, så findes der rigtig mange gode anvisninger rundt om på nettet. Jeg fandt i sin tid inspiration her.

Sådan gør du:

Man slår et antal luftmasker op svarende til bredden på sløjfen og hækler rækker af fastmasker frem og tilbage, indtil længden er dobbelt så lang, som man ønsker, den færdige sløjfe skal være. Husk at hækle en ekstra maske, når du vender. Så bukkes enderne ind mod midten og syes fast midtbag. Midten rynkes sammen med et par sting, og så er sløjfeformen dannet.

Så skal der hækles et lille bånd, der kan foldes rundt om sløjfens midte. Her er det samme fremgangsmåde: Slå et antal luftmasker op, der passer med den ønskede bredde, og hækl fastmasker frem og tilbage, indtil båndet passer rundt om sløjfen. Båndet syes fast – evt. rundt om en hårelastik eller bånd til en butterfly.

Hvis du ikke aner hvad en luftmaske eller fastmaske er, så find en video på nettet. Man kan finde stort set alt!

Mens jeg sad og hæklede, kom jeg i tanke om, at garnet mellem mine hænder er rester fra de små buksedragter, jeg strikkede mens mine tvillinger lå i maven og ventede på at komme ud til os. Dem vil jeg se, om jeg kan grave frem fra gemmerne. Garnet er en uld/bomuld blanding og jeg kan tydeligt huske, da jeg købte garnet en dag på vej hjem fra jordemoder. Jeg faldt for den blålilla og gule, som emmede af forår og som var smukke både sammen og hver for sig. Sikke dejlige minder, restegarn kan gemme på!

2 Replies to “Hæklede sløjfer – et godt begynderprojekt”

    1. Tak for beskeden! Det har du virkelig ret i 🙂 Der ligger minder gemt fra både strikkeprocessen og fra alle de dejlige stunder, hvor det strikkede (eller hæklede) er i brug.
      Kh Anne Sofie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *