Plantefarvning: Mælkebøtte

Plantefarvning: Mælkebøtte

Hvor er det dejligt, at så mange har kigget forbi uld-universet allerede! Det er jeg rigtig glad for!

Jeg har kastet mig ud i plantefarvningens kunst efter et årelangt tilløb. Plantefarvet garn har jo i den grad fået en renæssance, efter de dygtige folk bag brandet (G)uld har vist, hvad kombinationen af uld, planter, håndværk og smuk markedsføring kan. Jeg er ivrig besøger af deres pop-up shops i København, og jeg drømmer om at komme på et af deres farvekurser engang.

Men plantefarvning ligger også tilbage i mine minder, for jeg kan huske de store gryder på komfuret, da jeg var lille, og mine forældre farvede på egeblade, lyng og hvad de nu ellers farvede på. Det var – og er – en magisk proces at se garnet forvandle sig i gryden, og uforudsigeligheden i forhold til resultatet gør processen endnu mere fascinerende.

Da vi tidligere i påskeferien besøgte mine forældre, fandt min mor og jeg en pose med alunbejdset uldgarn med et håndskrevet manillamærke, hvorpå der stod: “Alun sep. 80”. Garnet er altså klargjort til farvning året før, jeg blev født. Det er ret hyggeligt at tænke på, at mine forældre har stået og bejdset garnet, inden jeg overhovedet kom til verden. Garnet fulgte med til Nørrebro, og det blev startskudet til mit første forsøg med plantefarvning.

Inspireret af kvinden bag den tyske side heymamawolf.de, som jeg er ret vild med, besluttede jeg mig for at farve med mælkebøtterødder. Hun vælger hver måned en farveplante, som kan følges på instagram under #dyeplantofthemonth, og i april har hun altså valgt mælkebøtten. På denne måde kan man se, hvilke resultater andre opnår med samme plante, Det er ret sjovt – og nuvel måske også lidt nørdet…

Eftersom naturen først lige netop er i gang med at udfolde sit farveskattekammer, giver det god mening at starte med mælkebøtten, som allerede skyder op mange steder.

Jeg tog familien med på amager fælled, hvor vi fik jord under neglene og indsamlet ca. 100 g. mælkebøtterødder.

Jeg skar rødderne i mindre stykker og kogte dem i nogle timer, mens en let sødlig duft bredte sig i lejligheden, og jeg følte mig ret alternativ på heksemåden. Afkoget lod jeg stå og trække natten over for at vinde så meget farve som muligt ud af rødderne. Dagen efter siede jeg rødderne fra og farvede garnet i en times tid ved 80-90 grader, hvorefter det lå og afkølede i vandet det meste af dagen. Resultatet blev ret gråligt, og ikke helt som jeg havde håbet. Men efter en nats tørretid havde garnet fået en let beige til gullig farve, som faktisk er ret flot og mest af alt minder mig om vaniljeflødekarameller, hvilket slet ikke er så tosset. Alt i alt er jeg glad for både proces og resultat, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg plantefarver.

Plantefarvning er nærmest den ultimative udøvelse af slow living, for det tager både tid og kræver tålmodighed. Først indsamlingen af plantemateriale, bejdsningen, og selve farvningen som i dette tilfælde strakte sig over et par dage. Dernæst opskylningen og tørretiden. Men det er netop det, der gør plantefarvning til noget særligt. At det er en langsom forvandling, som man ikke kan planlægge helt på forhånd. Der opstår et særligt forhold til garnet, når det får sin egen historie på denne måde.

Har I mon erfaringer med at plantefarve?

 

2 Replies to “Plantefarvning: Mælkebøtte”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *