Min strikkede garderobe: De perfekte forårshandsker

Min strikkede garderobe: De perfekte forårshandsker

Første indlæg på min nye blog uld-universet skal handle om de strikkede Ginger halvhandsker, jeg for nyligt fik af pindene.

Jeg har kigget på opskriften mange gange i løbet af de sidste par år, men af en eller anden grund, har jeg ikke givet mig i kast med den. Jeg er ikke så erfaren i at strikke hulmønster og tommelfingerkilen kunne jeg ikke lige greje på forhånd – og så har jeg heller aldrig været så gode venner med strømpepindene… Så indtil nu har jeg blot nydt billederne af Ginger halvhandskerne i Helga Isagers smukke bog Fintstrikket, som står på min reol – i rækkevide fra sofaen, så jeg altid lige kan række ud efter den og forsvinde ind i det fine univers, hun har skabt i denne bog.

Grunden til at jeg alligevel gik i kast med opskriften findes i garnet. Jeg havde for et stykke tid siden strikket et pandebånd af det lækreste plantefarvede garn fra (G)uld. En tråd alpaka farvet med kraprod og en tråd New Zealandsk lammeuld også farvet med kraprod. Kombinationen af de to garner resulterede i en let flammende farve, der virkelig var lige i øjet. Kvaliteten var også rigtig god. Blød og lækker, men alligevel med et godt hold pga. lammeulden. Desværre var den færdigstrikkede model af pandebåndet slet ikke mig og jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg desværre aldrig ville få det brugt.

Da jeg så sad med de to krøllede uldbunker efter optrevlingen, kom jeg i tanke om halvhandskerne og tænkte, at de ville være virkelig lækre i denne farvekombination og at garnmængden passede perfekt.

Derfor slog jeg masker op og tilpassede opskriften, så den passede med mine to tråde og en pind nr. 3,5. Den originale opskrift er strikket i en tråd Isager alpaka 2 på pind 3. Det gik let og hurtigt fremad og hulmønsteret var meget simpelt at finde rundt i. Faktisk tog det mig kun et par dage at have den første halvhandske færdig og det spirrende forårsvejr motiverede mig til også at få handske nr. to af pindene i en fart.

De var virkelig en fornøjelse at strikke! Ret simple og med fine detaljer.

Brugsværdien er også stor og jeg har brugt dem hver dag, siden de blev færdige. De lange skafter er gode på kølige dage og handsken dækker lige præcist hånden, men giver fingrene fri, så forårsluften kan sanses og man kan få fingrene i jorden, selvom man ikke er helt klar til at slippe handskerne.

Den to-tråede version, jeg har strikket er selvfølgelig lidt grovere end den originale udgave vil være, men jeg synes det fungerer rigtig fint.

3 Replies to “Min strikkede garderobe: De perfekte forårshandsker”

  1. Fandt din blog via en anden og fik lyst til at kigge mig lidt omkring. Lækre fingerløse vanter du har strikket. Er selv stor fan af dem og har også leget en del med plantefarvning for et par år siden. Elsker det og alle de smukke oplevelser, som følger med, men helbredet kan ikke altid følge med i det jeg ønsker og gryderne er nu sat til side.
    Tak for kigget og jeg glæder mig til at følge dig fremover

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *